V

Tertzo's Candia

LP1, LP2 Tertoz's Candia

Det er med stor sorg, at vi i november 2010 måtte sige farvel til vores elskede Dia. 
 
Der gik kun knap en måned, fra jeg i midten af oktober opdagede, at Dia havde hævede lymfeknuder over hele kroppen og mine værste anelser blev bekræftet, at Dia led af leukæmi, til jeg i november måtte træffe den svære beslutning. Ord kan ikke beskrive, hvor meget jeg savner hende.
 
Dias liv blev alt for kort. Med hendes kun 4½ år, troede jeg, at hun var i sin bedste alder. Vi havde mange planer, vi skulle føre ud i livet, og mange oplevelser vi endnu skulle nå. Det er slet ikke til at forstå, at jeg ikke længere skal opleve min sprudlende glade energibombe, som altid var så fuld af skøre idéer og påfund, og som altid var så glad og altid parat til nye udfordringer.
 
Dia fulgte mig i tykt og tyndt. Hun var virkelig mors hund. Jeg kunne ikke bevæge mig fra et rum til et andet, uden Dia fulgte med. Når jeg skulle ud og køre, så skulle Dia med, også selvom det betød, hun bare skulle ligge i bilen og vente, ....men hun var med.
 
Efter at Dia kom til blev der virkelig liv i huset. Hun forstod at holde familien igang. Magen til spilopper og energibombe skal man vist lede længe efter. Men når det er sagt så var hun jo bare så sød, kærlig og dejlig. En rigtig guldklump. Hun var altid sådan en super super glad pige og man kunne kun blive i godt humør af at gå og kigge ned i sådan nogle glade brune øjne og et smil der breder sig helt op til begge ører.

Dia var en super lydighedshund. Hun ELSKEDE at komme ud og træne og når træningstøjet blev taget frem, så stod Dia parat ved døren. Hun nåede at erhverve titlerne LP1, LP2 og havde flere 3. præmier i klasse 3. Dia opnåede også flere gange at kvalificere sig til DM i lydighed, ligesom hun i 2008 blev årets lydighedshund nr. 2 i klasse 1 for alle racer i Dansk Kennel Klub.
 
Dia elskede at gå spor. Ja, man skulle næsten tro hun var en spor- eller jagthund. Det ligger bestemt ikke til berneren, men det havde Dia ikke læst.
Fik hun færden af noget spændende gik hun direkte efter det med næsen i jorden, og hun var ikke sådan at stoppe igen.

Derfor trænede vi også en masse spor. Det er pragtfuldt at kunne træne og udnytte den stærkeste naturlige egenskab hundene er i besiddelse af og det er en super god måde at styrke deres koncentrationsevne på. Noget der giver direkte pote i lydighedsarbejdet.
 
Dia vil altid have en stor plads i mit hjerte, hun var en helt unik og speciel hund, som altid gjorde mig i godt humør.
Opdateret den 08.03.2015